August i Amalienhave

Amalienhave
Location: Frederiksstaden i København centrum,
på den famøse akse Marmor kirken-Amalienborg-Amalienhaven-Operaen
Tegnet af Jean Delognes, belgisk landskabsarkitekt
Indviet i 1979

Min far var på besøg i København. Mandag aften gik vi op af Langelinie og et smut igennem Amaliehaven - et af min fars favorit punkter på turen. Mand må sige at haven er jo planlagt af en Belgisk landskabsarkitekt. Oprindelig troede jeg det var Pechère men det er faktisk Jean Delognes som står bag det grønne og kanted byrum.

I hvertfald er der noget af den belgisk tradition for have- og landskabskunst som er tydlig: et arbejd på den grønne farve skala og en diskret nuancering i funktionerne der skal integreres i en urban have, altså intime nicher, større vandringsalléer, perspektiver og iagttagelsesperioder.

Jeg har ofte nævnt over for venner problemet med haven: for lidt lys om aften som giver utryghed i et offenligt rum (hvor tryghed er det vigtigste for at drage brugerne til sig på alle tidspunkter af dagen), en orientation som ikke stemmer med den eftersøgt og eftertragted udsigt mod havnen og en kostbar velligeholdelse af de geometriske buskater.

Pussigt nok, havde min far fået fat i en artikel i Københavneravisen som rammer lige på pletten og byder på forslag til en let forandring i fremtiden, i håb om at dette ville traffe brugernes -Københavnerne som turisterne- behov og ønsker til den have. Og måske tæmme polemiken rundt om den belgiske have ved at rette dens træk til noget byens beboer kan identifiere sig med...

Her er artiklen.


Du kan også læse om det på
www.koebenhavneravisen.dkpdf/2010/KBHAVISEN_AUG2010_7.pdf

Munch, Warhol and Louisiana

Warhol after Munch - opening to the new exhibition at LOUISIANA Museum of Modern Art

Location: North from Copenhagen, at Humlebæk
Designed by Jørgen Bo and Wilhelm Wohlert
On demand by founder Knud W. Jensen in 1958 : extension for the main villa

Louisiana is this wonderful place: a museum with the finest modern art you could dream of -one of the biggest in Scandinavia!- in a building stating the best of the Danish functionalism and in a natural context that is breath-taking. I trip to Louisiana is always like an energy treat to me! I look forward to any visit and live a long time on the inspiration I gather there!

The founder Knud W. Jensen started up the museum with the intention to offer the Danes a place where they could enjoy the latest performances from the Danish Modern Art world. He had this idea to combine hot rooms and cool rooms on the visitor's road: the hot ones being the traditionnal Modern Art with wellknown and appreciated pieces and the cool ones being the last innovations eventually more complexe or provocative, more difficult to accept and understand. To this day it hosts up to 3000 pieces of post-war art history (after 1945).

The functionalist building which everyone identifies as Louisiana is actually the extension(s) to the original mansion. The dialog between the natural and biological context, the view over the Øresund and the masterpieces makes the art and space experience, one of a kind.

The sobre choice of materials the elegant lines and especially the spaces are typical for the Danish functionalism in architecture. But it is a functionalism integrated in its site and therefore much more succesful than maybe some work of Mies van der Rohe -remarkable buildings but so unfunctional in their functionalism. This integration to the site brings though one unfunctional effect: the museum is a labyrinth for those who aren't accustomed to the "wondering-around" visiting routine. The many meters of corridors -well, it is more than corridors because of the special relation to the nature just behind the window, but it is pure passage function- mustn't be very economical or ecological in terms of heating and maintenance...

picture - source : flickr.com

Warhol after Munch, the exhibition opening

I was among the fortunate ones to see the exhibition in preview with a short presentation speach from one of the people in charge.

For those who do not know Edvard Munch is the painter behind "The scream", which reputation has overtaken his creator. Norvegian painter from the 19th-20th century he is known to reveal through his work the cruel reality of life: illness and death. Tuberculose took his mother when he was 5 and his sister when he was 13 and he was himself weak in health. That could justify why the thought of death always darkens even his most light paintings.
Illness and death are very physical in his expression, linked to the suffering body -the "Madonna" is represented with an ill-looking foetus in the left corner, his self-portrait glows out of a dark space under which lies a skeleton arm, background figures seems like gosts, faces are thin and the eyes hollow. But I mean also physical in the way he uses the brush.
Somehow though I think -I choose to think- that this dark veil doesn't have to be a depressive and pessimistic view of life but rather a stetement of a harsh reality which is to be taken into consideration in order to enjoy and taste more intensively the good moments in life -so that you are conscious about your luck as long as you live.

Facing those heavy thoughts about life, you could be surprised to see a light spirit such as Andy Warhol. But the exhibition intends to show how Warhol actually reflects more deeply through his work and, on the opposite, how Munch maybe might be more superficial. The exhibitions traces the two artists' similarities: the choice of subjects as death, fear and sexuality, the use of repetition as a tool for strong and direct communication, the use of prints and gravure, their provocative spirit and critisized work.

In fact, Warhol used four of Munch's gravures, scaled them up and tainted them with those bright colours that are so typical for his work and the work of the publicity industry: Munch's selfportrait, the Madonna, the Scream and the Broche-Eva Mudocci. Their reproduction and sometimes combination -the Self-portrait and the Madonna, as a couple and a condensed life frieze- arrise new interrogations and reactivates the feelings that were at the origin of their making, but within a new era of communication and flashy effects.

Anyhow, the exhibition is fascinating and intriguing both by its object and subjects: the reasons to oppose or unite these two giants of the Modern Art world, aswell as the two painters themselves and their work. So for either one reason or the other, go and have a look. It is definitely worth it.

Farven i Kunsten -The colours in art-, quick review of the magnificent exhibition
I was there at Easter a first time but the quality, beauty and quantity is so overwhelming that review(s) are necessary and enjoyable. The aim of this exhibition is to show the evolution of the use and reflections behind colours in mordern pictural art through the 20th century. The technic is scalled up to show how colour is used, where, in which proportion and which tonalities. The reflactions from the different painters are to read on the walls through the visit. The masterpieces and their many authors are to be enjoyed. I discovered many painters I didn't know, saw some of the gods I knew, was surprised by some sides of others, ravished by the energy they transmit to the viewer: how incredible and wonderful that such a thing as a painting -an object- can be so alive! It is just fantastic! Go if you haven't yet -the exhibition is open till the 13th June!

pictures - source : www.louisiana.dk

Moderne overraskelse på vejen - Modern surprise on the way...

En dejlig dag, lørdag... efter en god dags arbejde gik jeg mig en tur ned til vandet for at nyde aktiviteten og atmosfæren ved Svanemøllens sejlklub.

På vejen fik jeg øje på dette moderne byggeri. Jeg må sige igen: modernismen har integreret sig godt i det danske ladnskab og virker mere vellykket end andre steder. Diskret og nydeligt. Der er noget ved de hvide murer og sobre linjer som passer godt til den danske himmel og kyst.

Et andet bevis på dette er de smukke bygninger af Arne Jakobsen ved Klampenborg og den smukke benzin station - ja, hvem vil tro en bezin station kunne være smuk? Jeg skal nok sørge for nogle illustrationer næste gang jeg kommer forbi den, så i kan se hvad jeg mener.

Ind til da, kan i nyde min lille lørdags opdagelse her...

Rum og bevægelse 2

Statens Museum for Kunst
Location: København centrum, Georg Brandes Plads, ved Kongens have (Nørreport station)
Tegnet af Vilhelm Dahlerup og C.F. Møller
Opført efter Christiansborg branden i 1884, udvidet i 1998 efter en arkitektkonkurrence

I anledning til Dansens dage var jeg på SMK for at se en "dans-musik-happening" forstilling :

Superhands på Dansens dage

Jeg forstår ikke altid så meget alt det bag dans og koreografi men synes det er en fascinerende verden for de rumelig aspekter og den kropselig og sanselig opmærksomhed det kræver. Det kan siges at det var en spændende erfaring til som kunne opleves på scenen i SMK.
Stedet egner sig også til særlige rumelig oplevelser! Et af mine favoriter i Kbh: det er et af de få steder hvor man kan stå helt fysisk i overgangen mellem en historisk bygning og sin moderne udvidelse. Man står i lyset, i et rum mellem udendørs og indendørs, et teater til parken hvor scenen - som særlig kulturel mødepunkt - byder på udsigt og indsigt.

SMK har en fantastisk samling af kunst og nogle rigtig interessante udstillinger men erfare det transitions rum - skulpturgaden - har altid haft en vis effekt på mig, allerede ved mit første besøg som barn - naiv og uvidende mht det uddannet arkitekt blik. En fornemmelse at stå hvor det sker. Det er nemlig ikke en overflade som er i kontakt med den gamle bygning, det er et rum: det er en stor forskel!
Selv udvidelsen er selvføldig smuk med vinduer og rammer til både omgivelserne, udstillingsrummene, caféen, den gamle facade. Og overfladen og detajlerne - ja, fordi et rum har trods alt en side som er i kontakt med det gamle - er vel udarbejdet.

Men kom selv og erfare skulpturgaden og scenen, rummene og deres indhold.

http://www.smk.dk/besoeg-museet/aktiviteter/paa-scenen/

Foråret mellem rækkerne

Lægeforeningens boliger - Brumleby
Location: Østerbrogade 57, mellem Trianglen, Parken og svømmehallen
Tegnet af arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll (1. del i 1853-57)
og af arkitekt Vilhelm Klein (2. del i 1866-72)
Opfordret af lægen Emil Hornemann

Foråret er kommet til København. Og torsdag forførde den mig til Brumleby.
- bare navnet er fuldt af forårs flagrende vinger og brummende bier! -

I 1853 slog koleraen hårdt til i København. I samme linje som de engelske hygienister fra slutningen af 19.århundred og som Ebenezer Howard og sin utopi om en lille "have-by", tog lægen Emil Hornemann "initiativet til at bygge lægeforeningens boliger som de første social arbejderboliger opført i det åbne land uden for voldene". Det nye og innoverende var bl.a. fællesanlæggene som børnehave, badeanstalt, mødesal og brugsforening.

Idéer med at rive det hele ned til gavn for større og højere nybyggeri var dukked op i 1930'erne og igen i 1950'erne. Det fik som konsekvens at beboernee lod det forfalde eller forlod stedet. I 1960'erne flytted unge og studerende der ind; dermed deltog de i kampen med at bevare Brumleby.

Bebyggelsen bliv fredet i 1959. Byfornyelse og restaurering bidrog til at modernisere stedet og gøre det til et trendy kvarter.

"Såvel kulturhistorisk som arkitekturhistorisk er Brumleby noget ganske enestående [...]" står der på indgangs skitet.Det var i den behagelig og særpræget coulisse at det Københavnske forår kunne nydes i torsdags, midt i byen og stadig uden for hverdagens hektisk rytme.

*****

Brumleby est la version danoise de notre cité-jardin de Boitsfort. Il s'agit des premiers logements sociaux pour la classe ouvrière construits sous l'initiative du médecin Emil Hornemann, suite à l'épidémie de choléra qui frappa Copenhague en 1853. Leur grande innovation réside dans les installations et facilités collectives: crèche, bains, salle de réunion, ainsi que la toute première association d'usagers à Copenhague.

L'ensemble est situé à l'extérieur des bastions urbains et en cela répond aux considérations des hygiénistes anglais de la fin du 19 siècle et suit le mouvement des cités-jardins de Ebenezer Howard.Dans les années 1930 et 1950, la spéculation foncière jette son dévolu sur Brumleby et beaucoup de discussions s'en suivent. Celles-ci ont pour conséquence une incertitude quant à l'avenir du quartier qui est, de fait, négligé et mal entretenu par ses habitants. La classe ouvrière abandonne les lieux en faveur de jeunes et d'étudiants. La mobilisation pour conserver le quartier aboutit à une inscription à la liste de protection du patrimoine en 1959. Actuellement, les plans de restauration et la rénovation urbaine entamée en 1986 en ont fait un lieu prisé.

L'écriteau à l'entrée indique aussi : "Tant culturellement qu'architecturalement, Brumleby représente quelque chose d'assez unique"Et c'est au sein de ce havre de paix, dans ces coulisses idylliques que le printemps était au rendez-vous ce jeudi. Pour quelques moments volés à un quotidien fortement rythmé...

Studiekoncert på Rosenørns Allé

DKDM - det kongelig danske musikkonservatorium, det daværende Radiohus
Location: Rosenørns Allé 22 i Frederiksberg, ved Forum metro station
Tegnet af Vilhelm Lauritzen
Indviet i 1945, bygherre Staten

En dejlig opdagelse på starten af det nye år var alle de koncerter som DKDM byder på. De fleste har gratis entré, så det er bare om at sætte sig ned og nyde musikken. Det har jeg så gjort op til flere gange nu. Det started med en rundvisning på DKDM i februar måned.

Fremragende byggeri! Det fineste af hvad dansk arkitektur har at byde på indenfor funktionalism. Udformningen tager afgangspunkt i selve bygningens praktiske funktioner: vi har alle hørt til "Form follows function", kendt linje af Louis Sullivan og som gav anledning til en generation af arkitekter på jagt efter den rene formgivning og et mere pragmatisk arkitektonisk udtryk. Materiale valget er af stor rigdom: ikke i mængde og udsmykning men i kvalitet.

Materialerne: det minerale, det organiske -planten og dyret- og lyset. Altså, marmor og glas, forskellige træ-arter behandled på diverse måder, okse-læder som kan ses allerede i entréen med en direkte synlig reference over desken, og endelig de mange lamper. Ikke særlig "grønt" byggeri, det kan man rolig sige. Alt det glas, de syd-vendte facader, prøverummene som opvarmes alt for hurtigt, og sol-persiennerne som ikke reagere hurtigt nok i forhold til forbruget. Alle de glæder ved at bruge et modernist arkitektur værk. Men værk er det: mesterværk af denne tid!

Det danske Radiohus er to fløje administrationslokaler, omdannet til undervisnings- og prøverum. Koncertsale til udsendelse af radiokoncerter og teaterstykker. Redigeringsrum og lydstudier. Alt forbundet med laaaange gange hvor lamperne - designet til bygningen -, den kolde marmor og lydene danner en meget sanselig atmosphere. Og selvfølgelig den store koncertsal: 1200 sæder. Dens vifte-form er meget unik, men ansynligvis var det meget brugt i disse dage. Problemet er at publikumet høre alt, godt, men musikkerne kan ikke følge med hvad de selv laver. Akustisk korrektion er blivet udført og nu fungere den perfekt.Rundvisningen tager os gennem hele konservatoriet, fra entréen ind i biblioteket, videre op til de lange kolde gange, ind i et prøverum, i et andet.... op igen, ind i det flotte møderum ud mod Julius Thomsens Gade... ned og rundt og ind i kantinen med sit originelle freske, ned, ned, ned... for at afslutte i koncertsalen. Den smukke, med læder-stolene - der siges at Jean Nouvel lod sig inspirere af deres forskellige tonarter til den store sal i Koncerthuset (1800 sæder), ud i DR-byen - og lysene "som perlerkæde på balkonen" dixit vor guide.

Og så tænk jer bare at kunne komme til koncert i disse omgivelser når enden man ønsker det!
I aftes var det sangsoiré med sang-studerende: Schubert, Debussy, Britten, Poulenc, Wolf, Strauss - en glimrende Adèle, fra Die Fledermaus, sang et dejligt og komisk Spiel' ich die Unschuld vom Lande -, Gluck, Mozart...Ja alle dem kan du høre der!

Kig på www.dkdm.dk for arrangementernes kalender.

a royal day!

Friday 16th April is the birthday of Margrethe 2, queen of Denmark.
It cannot be compared to the queen's day in the Netherlands but still this year it was a special event since "Dronningen" turned 70. So as a loyal citizen, I went to greet our queen, with thousands of other people! Quite an atmosphere was on the central square of Amalienborg Slot.

Crowned heads and architecture I would like to use the opportunity to talk about the importance some of the Danish monarchs have had on architecture and culture in CPH. Many historical buildings are linked to royal history and today they contribute to CPH's skyline. They are churches and castles.
Rosenborg, the stock exchange, the round tower, among others, are due to Christian 4. It is said he emptied the city's savings but he contributed greatly to the historical heritage we can enjoy today. Those were built in the 17th century, in a late Dutch Renaissance style -typical for Danish buildings of that time and already used at Kronborg Slot, built by his dad Frederik 2, in the 16th century. Christianshavn -the harbour- was also constructed under his initiative. Nyboder -the military's housing block, with their typical yellow colour- as well.
Vor Frelser kirke was inaugurated by Christian 5.
Christiansborg was erected by Christian 6, as a sign of power and magnificience. Today it is the seat of the government.

The royal family has moved to Amalienborg, built under the reign of Frederik 5. Amalienborg is a part of a new city part, the Frederiksstad, and the 4 rococo castles disposed around the octogonal plaza where originally conceived to host the 4 most important government officers. This answers the question: why a centered and introverted plan for a royal palace, which usually are facing the people. But Frederiksstad is more: it is also the introduction of perspectives in the city, among which one the famous Mamor kirke-Amalienborg-canal, which is closed off, since 2005, by the new opera house -designed by the Danish architect Henning Larsen.
Recently one of the castles, Frederik 8's palace, has been entirely renovated in order to receive the crown prince Frederik and his family. The rococo palace with its Late Empire interieurs has been given its previous glory. Ceilings has been discovered and restaured, colours has been put back -the Empire colours appearing very trendy with pale turquoise and dark aubergine-, the columns has regained their golden touch and contemporary art has been beautifully integrated!

Enough architectural talk...For those who are interested in some architectural history, I will soon come with some sight-seeing routes that allow you to see all this.

Post Scriptum: about the Danish flag and the Danish people When you come from abroad, it seems like the Danish people have a very special relation to their flag: it is not only a sign of pride and nationalism. It stands on the table for every birthday, it is held high up in every little square of garden colonies, used as decoration on birthday cards, embellishing the christmas tree...As Dane, I may not get how weird or extraordinary it might seem but, yes, it is true we like our Dannebrog.